Velkommen til MTB i Arden

Arden MTB er et åbent, aktivt og inkluderende mountainbike-fællesskab under IF Jarl Arden – for børn, unge og voksne, der har lyst til at være aktive i naturen og være en del af et stærkt fællesskab.

Vores børne- og ungeafdeling, Arden Børne MTB, henvender sig til børn og unge i alderen 3–16 år, uanset om man er ny på cyklen eller allerede har godt styr på sporene. Samtidig er Arden MTB også for voksne, som ønsker at cykle sammen med andre – hvad enten man er begynder, let øvet eller erfaren rytter.

Vi mødes ved Sortemosehus i Arden, som er fælles samlingspunkt for både børn, unge og voksne.

Børne- og ungeholdene træner hver fredag kl. 16.00–18.00 på børnesporet ved Sortemosehus. Her er fokus på tryghed, bevægelse, leg og fællesskab – med plads til både grin, pauser og udvikling i eget tempo.

Børnene bliver en del af et socialt fællesskab, hvor de gennem legende og motiverende træning lærer teknik, balance, naturforståelse og respekt for hinanden.
Kort sagt: Det skal føles som verdens bedste legeaftale – bare på cykel.

For voksne ryttere handler Arden MTB om glæden ved at cykle i naturen sammen med andre. Her er fokus på fællesskab, motion og gode oplevelser – ikke på niveau eller præstation. Der er plads til både dem, der gerne vil have sved på panden, og dem, der vil tage det mere roligt.

Arden MTB lægger vægt på sikkerhed, god stemning og succesoplevelser for alle – uanset alder og erfaring. Forældre er altid velkomne til at deltage aktivt, cykle med eller støtte op omkring træningerne.

Arden MTB er et fællesskab for hele familien – hvor børn, unge og voksne mødes om cykling, natur og sammenhold.