Hvarrevej 6 | 9510 Arden | Tlf. 21 47 60 21

Svømmeskolen i Jarl-Arden IF svømning

 

Kære medlem og forældre.

Velkommen til svømning i Jarl-Arden.

Vi er glade for, at kunne tilbyde dig og din familie et "hav" af muligheder inden for svømning.

Vi har hold hvor du, lige fra du er i din mors mave, til du svømmer ind i den sidste solnedgang, kan være med. Vi kan lære dig at svømme, du kan bruge svømning som motionstræning, og du kan svømme på konkurrenceplan. Vi har holdet der passer til dig.

Vi har dygtige livreddere, trænere, og hjælpetrænere, der vil gå rigtig langt for at give dig den bedste oplevelse i svømmehallen.


Svømmeskolen består overordnet af forskellige muligheder inddelt efter niveauer:


  •         Babysvømning
  •         Forældre-barn 2-4 år
  •         Plask- og leg 3-6 år
  •         Begynder 5-8 år (før 0.klasse)
  •         Let øvede 6-10 år
  •         Øvede 7-12 år
  •         Vandaktiviteter fra 10 år
  •         Vandaerobic
  •         Voksne (motion – vandskræk)

I svømmeskolen tager vi udgangspunkt i indlæringen af de fire grundlæggende færdigheder og de fire stilarter. Derudover inddrager vi livredning, boldspil, udspring og andre spændende aktiviteter i undervisningen. Det skal være sjovt, motiverende og sikre at alle får muligheden for at lære at svømme samt viden om, hvordan man redder andre fra at undgå drukning.

Ved at tage udgangspunkt i Dansk Svømmeunions teori om de fire grundlæggende færdigheder vil vi som minimum sikre, at det enkelte barn er i stand til selvredning. De fire grundlæggende færdigheder er:

Vejrtrækning – her arbejder vi med de færdigheder barnet skal beherske i forhold til, at have en sikker og veltrænet evne til at kunne trække vejret, holde vejret og puste ud under de forhold man oplever i forbindelse med svømning.

Balance – her arbejder vi med de færdigheder barnet skal beherske for at kunne holde balancen i dynamiske og statiske positioner i det våde element.

Bevægelse – her arbejder vi med de færdigheder barnet skal beherske for at kunne bevæge sig fra A til B i vandet. Det vil ikke nødvendigvis være i form at en af de velkendte fire stilarter. Stilarterne udvikles sideløbende med og sammen med de fire grundlæggende færdigheder.

Elementskift – her arbejder vi med skift fra det ene til det andet element. For eksempel hvordan man kommer sikkert i vandet og op af vandet. Men også fra vand til bund og fra bund til vand samt alle andre former for elementskift man kan foretage i svømmehallen.

De fire grundlæggende færdigheder indlæres igennem hele forløbet fra babysvømning til voksen svømning på alle vore hold. I svømmeskolen inddrager vi på holdene fra begynder til øvede også specifikke mål i forhold til stilartsindlæring. Det foregår med fokus på rygcrawl på begynder holdet, crawl på let øvede og brystsvømning på holdet for øvede svømmere. Stilarten butterfly indlæres primært i vores konkurrence afdeling. Børnene vil dog stifte bekendtskab med den i form af nogle grundlæggende øvelser på holdet for øvede svømmere.

En stor del af vores øvelses valg foretager vi med udgangspunkt øvelsesdatabasen der findes på www.aquaschool.dk

Vi håber i kan se jer selv og jeres børn i ovenstående overordnede plan- og målsætning for vore hold i Jarl-Arden IF svømning. Under holdene finder i beskrivelse for de enkelte hold. Hvis i har børn der er yngre end 3 år, vil vi anbefale babysvømning- eller forældre barn holdene. Vores aldersbeskrivelser skal ses som vejledende, ved tvivl står vores trænere eller udvalget gerne til rådighed med vejledning.


Til forside